Hvem er vi?


Vi hedder Christian, Thomas og Nav og kommer oprindeligt fra henholdsvis Stevns, Nordjylland og København. 

Ideen til Lokalbox 

Christian har altid engageret sig aktivt i at købe fra mindre, lokale producenter af f.eks. tøj og drikkevarer, og såede de første frø til Lokalbox under en samtale ved middagsbordet:

Hvorfor er det ikke nemmere at købe varer af høj kvalitet, og samtidig støtte små, lokale producenter?

Thomas er vokset op med jævnlige besøg på bedsteforældrenes gård i Nordjylland, hvilket altid indebar en god gang hjemmelavet jordbærgrød, med friskplukkede jordbær fra frugthaven; mens bedsteforældrene på den anden side producerede vin og honning til husbehov. En tradition der er bragt videre af onklerne, som stadig producerer bl.a. honning og vin i mindre skala. 

Tænk hvis man kunne gøre det nemt - selv for byboere, som vi nu selv er - at opleve/genopleve minderne der hænger ved om produkter af urokkelig kvalitet, lavet med en stor portion kærlighed og sjæl.

Det stod os klart, at der måtte være en simpel løsning. Resultatet er Lokalbox.dk, hvor man hver måned får et unikt indblik i en håndfuld mindre producenters hårde arbejde - og endda mulighed for at smage "frugten" af det.

Valg af produkter

Det er ikke kun i Nordjylland, at der findes små producenter, som fremstiller noget helt unikt. Der findes massevis af denne type lokale landmænd, gårdbutikker, hobbyproducenter, nystartede virksomheder og lignende på tværs af landet, som vi har mulighed for at købe produkter af, og bringe til vores medlemmer hver måned. Vi udvælger produkter, som vi mener har en unik historie, er af højeste kvalitet, og som vi selv ville kunne forbruge over en måned. Det var vigtigt for os, da vi udarbejdede konceptet, at det ikke skulle være produkter man sjældent bruger, der vil hobe sig op i skabene. Det skal tværtimod være noget, som vores medlemmer har glæde af jævnligt, og som sikrer at man hver måned bliver glad for at se sin nye boks.
Det håber vi I er enige i!

Ambitionen

Vores ønske er at skabe et koncept, hvor vi virkelig kan skabe glæde og værdi for vores medlemmer, og for de lokale producenter, hvis produkter vi ønsker at promovere. Vi ønsker at Lokalbox skal være en platform til at promovere mindre, lokale producenter, samt en nem måde for vores kunder at støtte lokalt. Derudover er vores mål at skabe en unik oplevelse hver måned, og introducere vores medlemmer til spændende nye produkter, fremstillet af producenter de fleste formentlig ikke har stiftet bekendtskab med før.

Vi håber inderligt, at du vil være med på rejsen.

Har du et spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os på kontakt@lokalbox.dk.

De bedste hilsner,

Nav